Lysmesse
Lysmesse er en gammel tradition i kirken, hvor man på årets koldeste og mørkeste tid indviede de lys, der skulle brænde i kirken i løbet af hele året.
I Vor Frelsers Kirke har Cantica Børne- og ungdomskor gennem de sidste mere end 30 år fejret lysmessen den sidste søndag i januar med en musikgudstjeneste klokken 19 sammen med konfirmander fra sognet og et lille orkester. Repertoiret har skiftet over tid, og for øjeblikket skiftes mellem to spændende værker her fra Norden.
“Din er natten” er et norsk værk skrevet af komponisten Harald Gullichsen og salmedigteren Eyvind Skeie i 1996. Med en blanding af læsninger, bønner, sange og musik fra et lille orkester med spændende slagtøj skabes en helt særlig stemning af lyd og lys, som medvirkende og menighed bærer med ud i natten og hjem i hjertet.
“Lyset skinner i mørket” er skrevet på bestilling af Cantica-korene af Michael Bojesen til tekster sammenstillet og skrevet af præst og salmedigter Holger Lissner. Messen handler om at finde det lys, der tændes for os med Jesus i testamenterne, og om at være lys for hinanden i den kolde tid.
Lysmessen afholdes sidste søndag i januar hvert år.