EP 3: Det store opgør
Peder Borgsmed er søn af en smed og har selv været Johanittermunk. Men på et ophold på et universitet i Tyskland har han mødt ideer, der nu har inspireret ham til et opgør med Franciskanerne, med afladshandel og i sidste ende med selveste Paven. Men det står hurtigt klart, at Peder ikke kan klare opgaven alene – han får brug for allierede.
At forsøge at ændre kirken er ikke en ufarlig opgave. Peders ven, Hans Tausen, der allerede i nogen tid har prædiket om den Lutherske lære i Viborg, undgår for eksempel med nød og næppe at blive straffet for kætteri – en synd, der på den tid kan medføre, at man bliver både tortureret og henrettet.
Om serien
Med inspiration fra sande beretninger gennem 800 år i og omkring Horsens, genfortæller podcastserien Riget, magten og æren nogle af de begivenheder, der har formet det Horsens, vi kender i dag. Over 3 dobbelt-episoder fortæller serien om nogle af de menneskeskæbner, der er flettet uløseligt sammen med byens ældste bygning – Vor Frelsers Kirke – og dens fantastiske historie.
Vi møder blandt andre Valdemar Sejr og hans søn, slægten af riddere og godsejere fra Barritskov, reformatoren Peder Borgsmed og de stenrige købmænd Claus Cortsen og Gerd de Lichtenberg. Med til at fortælle er eksperter, der hjælper med at dokumentere historien, som den virkelig fandt sted, og i seriens epiloger får lytteren tips til selv at gå på jagt efter spor fra seriens historier.
Serien er støttet af Farumgaard Fond, Insero Fonden, Horsens Provstipulje, Horsens Folkeblad Fond, Skole- kirkesamarbejdet i Horsens & Vor Frelsers Kirke Horsens.
Facts eller fake news
Som i de foregående episoder, bygger vi vores historie på gode kilder. Peder Borgsmeds virke som reformator i Horsens er rimeligt godt dokumenteret, og nogle af hans egne værker er også bevaret for eftertiden. Man plejer at siger, at reformationen blev indført i Danmark i 1536, men den startede egentlig meget tidligere i Viborg, hvor den frafaldne Johanittermunk, Hans Tausen allerede i 1520’erne var i gang med at sprede Martin Luthers lære og opgøret med den katolske kirke. Men også i Horsens var man tidligt på færde. Ikke mindst takket være Hans Tausens studiekammerat, Peder Borgsmed.
Også Hans Tausens virke er veldokumenteret – inklusive hans giftermål med Dorothea! Vi har også mange forskellige kilder, der udfolder adelsmandens Mogens Gøyes liv.
Vi ved også fra forskellige kilder, at Franciskanerordnen – eller Gråbrødremunkene eller tiggermunkene (kært barn har mange navne!) – som de også kaldtes, var godt etablerede i Horsens og at Hr. Holck til Barritskov bakkede dem op. Samtidig har vi også kilder, der viser, at de her omkring reformationstiden mødte en del modstand i hele landet og altså også i Horsens.
Til gengæld er fæstebonden Anders ikke en rigtig person. Ham har vi opfundet til lejligheden, men vi ved fra mange forskellige kilder, at fæstebøndernes vilkår var uhyre dårlige. Vi ved heller ikke, om der konkret har været solgt afladsbreve lige uden for Sct. Ibs kapel på Torvet. Men afladshandlen var udbredt på den tid, så det er ikke usandsynligt.
Podwalk
Hvis historien om Peder Borgsmed, Hans Tausen, Broder Josef, Hr. Holck og alle de andre har inspireret dig til at dykke dybere ned i historien, så hjælper vi dig på vej med nogle spor her.
Gå en tur i Horsens
Start på Torvet og se, om du kan få et kig ind i det tidligere Sct. Ibs kapel – Vor Frelsers Kirke – se alle stenene på gulvet som giver mindelser om dengang, man begravede de rige under gulvet. Heraf udtrykket “stinkende rig” – og heraf behovet for strøkvinder, der kunne maskere den fæle stank ved at sprede urter på gulvet.
Und dig selv et kig ind i Klosterkirken (du kan også tage på en virtuel rundtur)- desværre er tiggermuren langs Borgergade væk, men det er let at forestille sig, hvordan munkene har siddet i nicherne og håbet på en almisse.
Gå en tur i Badstuestræde – lige overfor klosteret – og tænk på alt det liv, der udspillede sig der – og som munkene kun kunne forestille sig!
Gå en tur ad Søndergade, hvor Peder prædiker det nye, revolutionerende budskab – og se her billeder fra udviklingen gennem tiden af “Danmarks bredeste hovedgade“.
Tag på udflugt til Barritskov og se, hvor Hr. Holck huserede i 1500-tallet.