EP 6: Frelserens forbandelse

Anders Kruse er blevet en vigtig mand i Horsens. Hans svendestykke - byggeriet af Horsens Palæ - skød for alvor hans karriere i gang, og hans anseelse er stor. Både anseelse og evner bliver der i den grad brug for, da kirken på Torvet i 1793 er truet af et voldsomt forfald, der bringer skam over den stolte residensby. Anders beslutter, at tage sagen i egen hånd. En beslutning, der ikke vækker lige stor glæde alle steder i byen....


I de to sidste episoder af Riget, magten og æren er der fokus på bygmesteren Anders Kruse og hans store arbejde for det, der i 1797 bliver til Vor Frelsers kirke. Anders Kruse er måske den af seriens hovedpersoner, der rent fysisk har præget Horsens mest, og som mest direkte har efterladt sig spor i det Horsens, vi kender i dag.

 


Om serien

Med inspiration fra sande beretninger gennem 800 år i og omkring Horsens, genfortæller podcastserien Riget, magten og æren nogle af de begivenheder, der har formet det Horsens, vi kender i dag. Over 3 dobbelt-episoder fortæller serien om nogle af de menneskeskæbner, der er flettet uløseligt sammen med byens ældste bygning – Vor Frelsers Kirke – og dens fantastiske historie.


Vi møder blandt andre Valdemar Sejr og hans søn, slægten af riddere og godsejere fra Barritskov, reformatoren Peder Borgsmed og bygmesteren Anders Kruse. Med til at fortælle er eksperter, der hjælper med at dokumentere historien, som den virkelig fandt sted, og i seriens epiloger får lytteren tips til selv at gå på jagt efter spor fra seriens historier.


Serien er støttet af Farumgaard Fond, Insero Fonden, Horsens Provstipulje, Horsens Folkeblad Fond,  Skole- kirkesamarbejdet i Horsens  & Vor Frelsers Kirke Horsens.


Facts eller fake news

Horsens Palæ som Anders var med til at bygge om, hvor det russiske boede findes desværre ikke mere - det må man tænke sig til - men mange af de bygninger, Anders Kruses stod bag, ja de står stadig i dag.
Det er fx. Nørregade 21 der var Anders’ egen gård og flere af husene i Søndergade, som Søndergade 15, der blev opført 1783 for kammerherre Lilienschiold.


I episode 6 har vi - med direkte inspiration fra beskrivelsen af renoveringen og navngivningen af Vor Frelsers kirke i publikationen Danmarks Kirker fra Nationalmuseet - forsøgt at forestille os, hvordan det gik til, da Vor Frelsers kirke blev stor-restaurereret af Anders Kruse og fik sit nuværende navn.
Her kan vi læse, at Anders Kruse fik opgaven uden om de normale udbudsregler. Vi ved ikke, hvordan det præcist gik til - og hvor aktiv han selv var i at få opgaven eller om han blev den tilbudt. Så hans møde med kirkeinspektionen ved Kyrasserernes træningsanlæg, er noget vi forestiller os.


Vi ved ret præcist, hvordan renoveringen så ud og at meget af kirkens inventar blev hentet fra Klosterkirken. Vi ved ikke, hvordan Klosterkirkens folk reagerede på det her, men det er ikke svært at forestille sig, at de måske har været lidt trætte af, at de flotteste ting fra deres kirke bare blev flyttet til en anden! Anders Kruse er dog begravet I Klosterkirken - så større har konflikten ikke været, selvom Klosterkirken endte med at blive nedgraderet i status, da Vor Frelsers kirke blev renoveret.


Og så er der jo hele historien om prædikestolen, som man også kan læse om i flere skriftlige kilder. Det var købmanden og kirkeværgen Johan Andersen, der bestilte den som tak til Gud for at have overlevet svenskerkrigen, det tog 7 år at lave den. Men så blev den også helt unik og lavet i såkaldt Brusk-barok stil.


Om den forbandelse eller advarsel, der var skrevet på prædikestolen har haft effekt er jo noget, man kan forestille sig. Det er i hvert fald et sørgeligt faktum, at prædikestolen, som var et helt utroligt kunstværk, ikke findes længere. I 2018 trængte en person ind i kirken og satte ild til den, men man kan stadig se lidt af den, hvis man besøger Vor Frelsers Kirke i dag.
Også Frederik Rosenkrantz til Barritskov og Ove Høegh Guldberg, var to meget indflydelsesrige personer fra området, som vi har hentet direkte ud af de historiske kilder. Vi ved ikke, om Frederik Rosenkrantz var involveret i hverken rådgivningen omkring det russiske hof eller renoveringen af Vor Frelsers kirke, men det ved vi til gengæld, at Ove Høegh-Guldberg var.


Podwalk

Hvis historien om Anders Kruses kamp mod tiden har inspireret dig til at dykke dybere ned i historien, så hjælper vi dig på vej med nogle spor her.

 

Gå en tur i Horsens

Start på Torvet i Vor Frelsers kirke. Find resterne af den brændte, måske forbandede, prædikestol. 


Gå en tur i Søndergade og nyd de gamle bindingsværkshuse. 


Smut en tur forbi fængslet, for det var her, Det Slesvigske Rytterregiment trænede dengang, der bare var en mark, hvor fængslet ligger i dag (fængslet blev i øvrigt oprettet som en form for kompensation for, at Kyrassererne - og dermed en indtægtskilde for byen - forsvandt i 1842). Og lige ved siden af finder du Kyradservej :-) Der er også andre spor efter kyradsererne. Fx. blev der i 1942 rejst en mindesten i udkanten af Bygholm Lystskov, og på Nordre Kirkegård er flere kyrasserer begravet.